Støt Nyreforeningen

Støt og få reklameplads

Fri Søren Cykler

 

Ultracykling.dk

Melfar 24 - Natruten
Skrevet af Administrator   
Fredag, 18 Juni 2010 06:25

Jeg beklager at nat turen først bliver beskrevet nu, men jeg må indrømme, at jeg i den sidste uge efter Melfar 24 løbet har været træt og haft brug for en pause fra cyklen. Jeg har haft svært ved at sætte mig op til at få gjort det sidste og det er gået ud over beskrivelsen fra natruten. Jeg beklager, men nu er overskuddet begyndt at komme tilbage, hvorfor beskrivelsen også kommer nu.
 
Det er nødvendigt at fortælle først, at natten er lidt svær at få hoved og hale på. Jeg var både fysisk og psykisk træt, men på intet tidspunkt var jeg i tvivl om jeg ville gennemføre løbet. Da jeg først havde indstillet på mig, at jeg ville køre løbet som mit eget og ikke ud fra de første lidt urealistiske overvejelser jeg havde gjort mig, faldt mine bekymringer bort. Jeg begyndte at slappe af på cyklen og bare køre derudaf. Tempoet faldt en del og det selv om natruten ikke havde nær så mange højdemeter i sig som dagsruten havde haft. Godt nok var der bakken ud af målområdet, som jeg aldrig lærte at blive venner med, men den var endnu ikke begyndt at trække tænder ud. Samtidig var det en god afveksling fra dagsruten så de første runder på natruten føltes anderledes behagelige.
 
Samtidig er der noget motiverende i hele tiden at kunne se andre cykelryttere på ruten. Jeg kørte fortsat i lange perioder for mig selv, men bare det, at jeg hele tiden kunne se andre enten blive overhalet af mig eller omvendt eller køre i modsat retning gjorde at jeg følte en samhørighed med andre. Jeg kunne se at de andre også så trætte ud, eller sad urolige i sædet eller holdt ind i målområdet og det gjorde at følelsen af at være Palle alene i verden, som var den følelse jeg havde kæmpet mest med på dagsruten forsvandt. Det var som en byrde der blev løftet fra mine skuldre.
 
Jeg planlagde mine første runder så jeg kunne stoppe ind i målområdet lidt over 22.00. Det ville jeg bare også selvom jeg næsten lige havde sat mig op på cyklen. Jeg ville se min gode kammerat, Kenneth Simsby, blive hyldet for hans helt vanvittig imponerende præstation på 12 timers løbet. Manden fuldstændig knuste alle andre konkurrenter og kørte 41 km. længere end anden pladsen. Tænk at kunne køre 411 km. på 12 timer på en Principia cykel. Og tænk hvor langt det kunne været blevet, hvis han havde kørt på en god Trek cykel... Efter et kvarters pause var det op og videre.
 
På dette tidspunkt var jeg også kommet over 12 timers punktet, hvilket ville sige, at der var kortere tid tilbage på cyklen end den tid jeg havde tilbragt på den. Endnu en motiverende faktor. Også selv om jeg stadig havde 11 timer tilbage. Ja, det kan godt være det lyder lidt vildt, men der er mange ting der har ændret sig efter Melfar 24. Jeg har måske ikke aktuelle planer om at cykle en 8 timers tur, men det skræmmer mig ikke længere. Jeg kan absolut blive bedre til at cykle med i løb, men jeg er ikke længere i tvivl om, at jeg kan gennemføre et løb. Hvis jeg er motiveret så kan jeg gennemføre. Og natruten er et tydeligt bevis af, hvad jeg kan præstere når blot motivationen er der.
 
Men mine erindringer for natten er som sagt lidt mere mudret. Jeg kørte ofte nogle runder og derefter holdt jeg et lille hvil. Jeg begyndte desværre også at have smerter i mit venstre knæ. Det føltes som om der sad noget bag knæskallen som bare dunkede løs. Det betød at flere af mine pauser blev brugt til at få lidt massage på knæet og så fik jeg også massage på skuldrene og på nakken. Jeg må sige, at de mennesker der havde valgt at tilbringe deres weekend i målområdet for at støtte og motivere mig gjorde et kæmpe stykke arbejde. De sørgede for a give mig den moral som skulle til for at jeg kom op på cyklen hurtigt og de sørgede også for, at jeg holdt mig varm når jeg stod/væltede af cyklen. Enkelte gange måtte de også hjælpe mig af cyklen. Det så sikkert på ingen måder kønt ud, men jeg er faktisk fuldstændig ligeglad, hvilket jeg også var på det tidspunkt.
 
Ved én af pauserne havde jeg op til pausen tænkt meget på den Aspargessuppe med kødboller, som var blevet lovet i løbet af natten. Jeg stod af cyklen og min storebror Adam var der med det samme for at sikre, at jeg fik det, jeg havde behov for. Jeg ved ikke om han havde pillet ved suppen eller kødbollerne, han er trods alt kok, men det var den bedste suppe jeg nogensinde har fået. Jeg nød virkelig hvert enkelt mundfuld. Kødbollerne var de traditionelle kølediskkødboller fra Netto, vil jeg gætte på, men de smagte bare himmelsk og sammen med en kop Cola så havde jeg ladet nok op og var parat til at komme afsted igen.
 
Her lykkes det mig så at få mulighed for at cykle sammen med Mekanikeren og Maleren igen. Vi satte afsted og det var en fryd endelig at have nogen at køre med. Omgangen blev bare lidt nemmere når man kunne tage en føring og så falde lidt tilbage og ligge lidt på hjul. Vi havde ikke ligefrem topfart på, men der var alligevel nok fart til, at der var folk der satte sig på hjul for efterfølgende at falde af igen. De, der satte sig på hjul for blot at fede husleje af blev efter kort tid "inviteret frem" til fronten for at tage deres andel af arbejdet. Der var jo ingen der skulle gå glip af en føring. Jeg må indrømme at trætheden også kom til udtryk ved, at jeg kørte fra de to herre på et tidspunkt. Det var på ingen måder meningen for jeg kørte simpelthen den forkerte vej. Hvis Maleren ikke havde været hurtig at råbe af mig er jeg ikke sikker på andet end at jeg var havnet i Odense. Jeg takker fra bunden af mit hjerte.
 
Efter nogle omgange var det tydeligt at især Maleren havde brug for et hvil. Han havde kæmpet bravt med kilometerne og da jeg efterfølgende fik at vide, hvor skidt han havde det må jeg indrømme, at jeg synes min egen præstation blegner ved siden af det, han klarede. Over 450 km. det tager jeg virkelig hatten af for. Da de holdt ind i målområdet var jeg ked af at se dem holde hvil, men vidste at jeg selv skulle fortsætte. Jeg havde virkelig nydt deres selskab.
 
Så var det at Søren satte sig op på sin medbragte cykel og kørte mig rundt på 4 runder. Når jeg siger han kørte mig rundt er det vigtigt for mig at understrege, at han ikke som sådan lagde sig foran og trak mig, men han lå på siden af mig. Jeg ved der var flere gange han skærmede mig af for den vind der alligevel var, men det var vigtigt for mig, at han ikke trak mig rundt. Hans indsats var alligevel enorm. Han gav mig motivation og på sin egen stille facon sørgede han for at jeg hele tiden fik lidt sukker. Han havde taget nogle Skolekridt med i lomme, ja altså slikket og ikke det lærerene bruger til at skrive med på tavlen. Fra tid til anden gav han mig et par stykker som jeg så taknemmeligt tog imod. Flere gange foreslog han, at vi lige kunne sætte os på hjul af nogle af de grupper der overhalede os. Jeg vidste uden tøven, at det ville være en skidt idé fordi jeg ville bruge mere energi ved at gøre det, end jeg ville spare. Jeg ville bare holde mit eget tempo. Det accepterede han også uden kommentar, hvilket jeg altid vil være taknemmelig for. Jeg var virkelig bare brugt ned til sokkeholderne.
 
Efter omgangene med Søren fortsatte jeg med 3 eller 4 runder på egen hånd. Jeg aner simpelthen ikke hvor mange runder det blev til. Jeg ved bare, at da jeg havde kørt de omgange måtte jeg lige af cyklen og ligge lidt ned og strække ryggen. På daværende tidspunkt var mit højre knæ heldigvis også begyndt at gøre ondt, hvilket åndsvagt nok var en lettelse. Så underligt som det lyder så skabte den en form for balance i kroppen som jeg kunne slappe af med. Jeg havde ellers forsøgt at kompensere ved smerterne i venstre knæ ved at lægge mere vægt over på højre ben, hvorfor jeg sikkert også fik ondt i højre knæ. Men da de begge gjorde ondt var der ikke andet at køre end bare at bide smerten i sig. Så kunne jeg pludselig stå lidt op igen, selvom jeg ikke gjorde det meget. Som sagt var jeg lidt træt og samtidig kunne jeg mærke at når jeg stod op var jeg tættere på at få kramper end når jeg sad ned.
 
Men som sagt skulle jeg lige af cyklen og strække ryggen. Jeg fik lagt mig ned bag i bilen igennem sidedøren. Jeg hørte Kenneth sige til de andre, at de skulle sørge for, at jeg ikke lå for længe fordi jeg ellers ikke ville komme afsted igen. Da jeg hørte det, eller da jeg registrerede hvad det betød blev jeg sku' lidt sur. Jeg skulle sku' nok komme afsted igen uden problemer og jeg satte mig igen op og ville ud af bilen. Jeg synes selv kun jeg lå i et par minutter, men Allan, som var én af mine trofaste hjælpere i målområdet har senere fortalt at det mere var 15 minuuer jeg lå. I hvert fald kom jeg op på cyklen og kom afsted. Pludselig gik der flere ting op for mig. Jeg følte mig meget motiveret for at vise at jeg godt kunne cykle også selvom det var sent i løbet. Samtidig ville jeg for alt i verden have så meget ud af natruten som overhovedet muligt. Jeg vidste at morgenruten var kort, men også inkluderede den stigning der var lige udenfor målområdet. På det her tidspunkt hadede jeg den. Hver gang man kørte ud af målområdet var den der bare og den sugede energi ud af min krop. Jo mere tid jeg kunne få på natruten jo kortere tid skulle jeg bruge på morgenruten.
 
Så jeg kørte og jeg fandt nogle kræfter, som jeg ellers ikke vidste jeg havde. Jeg bestemte mig for, at jeg skulle have så meget sukker indenbords som jeg kunne få også selvom det ville betyde at jeg sikkert fik dårlig mave. Det betød intet for det ville først ske efter løbet var overstået. Jeg skulle bare nå så mange omgange som muligt og helst ende med at køre ud på natruten sidste gange lige før de lukkede for den og åbnede for morgen ruten. På en af omgangene råbte jeg, at jeg ville have en Red Bull og vand. Desværre tror jeg, at mine hjælpere ikke helt vidste hvad det gik ud på (den eneste der med sikkerhed vidste det, var min kone, og hun sov), for det jeg fik var en tynd omgang plask, som jeg sad og bandede over i en hel omgang. Der skulle stærkere midler til, hvorfor jeg ved næste omgang fik en Kenneth Simsby creation: en Bombe (Red Bull og cola). Det smagte sødt og klamt, men jeg var overbevist om, at det ville hjælpe mig og det gjorde det. Da jeg kørte ud på anden sidste nat runde råbte Søren til mig, at jeg ville kunne nå en tur mere på nat ruten hvis jeg kørte til. Min eneste tanke var blot: "Det er sku' da også det jeg kører for!" Det sagde jeg ikke, jeg kunne godt mærke at det blot ville have kommet ud som en sur bemærkning og det var der ingen der havde fortjent.
 
Det sidste runder på natruten var fede fordi jeg oplevede at finde nogle ressourcer, som jeg ikke vidste jeg havde Den stædighed som jeg godt vidste jeg besad trådte frem og hjalp mig til at overvinde mig selv. Det er en fed oplevelse. Samtidig havde jeg regnet mig frem til, at hvis jeg kunne nå de runder som jeg så faktisk endte med at nå, så ville jeg kunne ende på det kilometer antal som Søren mente ville være det jeg kunne nå. Nemlig 582 km. Med morgenrutens kilometer antal ville jeg kunne få det til, at gå op temmelig præcist. Men den hjælp han havde ydet syntes jeg det ville være den perfekte gave til ham. Så var spørgsmålet bare om jeg ville kunne nå kilometerne på morgenruten.

 
 

Status for indsamling:

27.457 kr