Støt Nyreforeningen

Støt og få reklameplads

Fri Søren Cykler

 

Ultracykling.dk

Melfar 24 - Morgenruten
Skrevet af Administrator   
Søndag, 27 Juni 2010 16:38

Så var det blevet tid til den sidste slutspurt...morgenruten. Jeg havde hørt den refereret til som sprintrunden og havde tænkt at det var pudsigt, at man kunne finde på at lægge noget efter så mange timer i sadlen og så kalde det en sprintrunde. Der var ikke ritgit noget tidspunkt, hvor jeg havde tænkt på, at jeg ville kunne sprinte rundt med 1 ½ time tilbage af et 24 timers løb.
 
Desværre fik jeg også ret. De sidste runder på natruten havde været kørt med hvad der føltes som de sidste kræfter. Jeg nåede målområdet og på vej forbi mit serviceområde, som nu indeholdt så mange mennsker jeg holder af, at jeg stadig får en lille klump i halsen. Jeg råbte for sjov, at jeg havde brug for en hjælperytter. Da jeg havde været igennem målområdet og kom forbi serviceområdet igen var Søren igen parat på sin cykel. Den mand har bare det største hjerte og et overskud som jeg nød godt af på resten af turen. Han kørte med på de runder jeg nåede på morgenruten og gav mig den moralske opbakning der skulle til for at lige presse de sidste kilometer ud af benene. For alt hans arbejde før, under og efter selve løbet vil jeg ikke kunne takke ham nok. Han fortjener et kæmpe klap på skulderen.
 
Jeg må indrømme, at jeg begyndte at føle, at jeg havde nået det jeg gerne ville. Jeg havde fået regnet mig frem til, at jeg ville kunne ende på det kilometerantal som Søren før løbet havde fortalt andre, at jeg ville kunne nå. Jeg havde fået fundet nogle energireserver, som jeg endnu ikke har kunne redegøre for, hvordan jeg fandt. Nu ved jeg, at der faktisk er noget når man rammer bunden, men fortsat holder fast i, hvilke mål man har sat for sig selv. Jeg stod overfor, at jeg snart havde gennemført et 24 timers cykelløb, hvor jeg havde klaret mig igennem kriser og helt vanvittige tanker om at køre mig selv af vejen. Jeg havde opgivet mål og fundet nye mål. I mere end et halvt år havde jeg arbejdet røven ud af bukserne helt bogstaveligt og det hele var gået op i en højere helhed i løbet af en flot sommer weekend. Jeg var kort sagt fyldt af en helt igennem ubeskrivelig fornemmelse som jeg desværre nok aldrig vil kunne forklare overfor dem, der læser denne artikel. Jeg må i sandhed sige, at jeg tror man skal have været det samme eller noget lignende igennem for, at man vil kunne forstå den følelse. Det nærmeste jeg kan komme det var en indre ro og tilfredshed som jeg ikke har kendt før. Andre vil nok opleve det på deres helt egen måde, men jeg skal indrømme, at det ikke er sidste gang jeg vil forsøge at opnå den følelse.
 
Og sandt at sige var jeg flad. Igen. Jeg havde kørt mig ud og nu var der ikke mere at gøre end at fortsætte med den kraft den nu var tilbage. Selv om Søren flere gange lagde sig op foran mig var der ikke mere at skyde med. Jeg havde ikke en gang nok energi til at brokke mig over, at han trak mig afsted. Ikke fordi det hjalp for jeg kunne ikke nyde noget af at ligge på hjul så langsomt som det gik. Bakken ud af målområdet virkede til at blive længere hver gang vi paserede den. Alle virkede til at overhale os og det er ellers noget der piner mig helt ind i mit inderste på alle andre dage. Men lige der var jeg fuldt afklaret med det. Jeg var endda fuld af beundring for de andre, der havde så meget overskud, at de runde efter runde kunne fortsætte af sted i et kæmpe højt tempo. Det var imponerende at se og fedt at gøre det fra min cykel.
 
Og samtidig kunne jeg se, at andre havde det på samme måde som jeg. De var trætte og havde deres ømme led og muskler at kæmpe med. Det, jeg tror der var fælles for os alle, var ømme røvballer. Jeg kunne se det på de andre, at de, ligesom jeg, meget roligt satte sig ned i sadlen når de havde været oppe og stå. Ligesom jeg lavede de også en lille dans på sadlen for at finde lige præcis de mindst ømme steder, der var tilbage på måsen. Det var underholdende at se på, mest af alt fordi jeg forstod, hvad det egentligt var de lavede. Det er nok endnu en af de ting man skulle have været der for at kunne se det sjove i.
 
Og så skete det der helst ikke må ske når man er ude og cykle. Alt det sukker jeg havde fyret indenbords i løbet af ganske kort tid, alt det mad eller mangel på samme gjorde at min mave gik lidt i selvsving. Jeg kunne pludselig mærke, at jeg skulle på toilletet og det kunne kun gå for langsomt. Søren spurgte om jeg ikke kunne arbejde mig igennem det, der var jo ikke lang tid tilbage. Jeg overvejede det, jeg mærkede efter i kroppen, i maven og efter ganske få sekunder gav den mig klar besked om, at det var pause eller en pinlig oplevelse foran rigtig mange mennesker. Det gav mig også mulighed for at få smidt noget af mit tøj så jeg kunne køre over målstregen med min flotte trøje i stedet for den skrig gul/grønne jakke jeg havde haft på natten igennem. Nu tænker læseren måske at jeg sprang af cyklen og racede afsted alt det jeg kunne og det passer også fuldstændigt. Mit tempo var bare ikke mere end til pensionistfart.
 
Op og afsted til de sidste runder og jeg aftalte med Søren at jeg ville stoppe efter næste runde. Vi sagde det til dem alle i serviceområdet så de kunne stille sig hen ved målområdet. Det skal dog lige fremhæves, at et par af gutterne havde stillet sig op og dirigerede trafikken ud af målområdet så vi trække cykelryttere ikke blev kørt ned af bilerne der selvfølgelig også skulle være der. Tænk at vinderen af 12 timers løbet nu stod der og dirigerede trafikken med store armbevægelser og svingende ben. Måske skulle løbledelsen finde nogen der kunne stå i det sving også til næste år. Bare en tanke. Om der var andre der stillede op til at overtage deres arbejde må jeg indrømme husker jeg ikke.
 
Da vi var ved at nå målområder var der stadig tid tilbage at køre i. Selvom Søren synes at det var sødt af mig, at jeg ville ende præcist på det kilometer antal han før løbet havde forudsagt, begyndte han benarbejdet for at få mig overtalt til at tage én til runde. Jeg holdt dog fast indtil sidste sving inden man kørte igennem målområdet. Så kunne jeg pludselig se det sjove i at køre forbi alle mine venner og familiemedlemmer, der stod der for at modtage mig. Og det gjorde jeg så. Til meget stor opmuntring og tilråb fra dem. Endnu en fed oplevelse. Og ja, det gjorde vi så to gange og hver gang besluttede jeg mig for endnu en omgang i svinget før målområdet. Og selvom jeg derved kom over Sørens kilometer antal virkede han bare glad og tilfreds for hver ekstra kørt kilometer.
 
Samtidig gav det ham også mulighed for at fortælle mig, at han sammen med Claus havde gået Haslev igennem og fået flere sponsorer til at støtte indsamlingen til Nyreforeningen. Og der var endda en flot gave til mig, når jeg nåede i mål. Jeg kunne ikke ønske mig en bedre opbakning af ham eller de andre. Og tænk Søren fik kørt 137 km. den weekend. Det var vist også mere end hvad han havde planlagt, men han var uvurderlig weekenden igennem.
 
Og så var det hele slut. Tiden var ved at løbe ud og jeg kunne se, at jeg ikke ville kunne nå en til runde. Da jeg nåede målområdet den sidste gang var jeg glad for at kunne stå af min cykel lige i favnen på alle de dejlige mennesker der havde stået og heppet på mig i 24 timer. Det var en stor oplevelse som jeg vil anbefale at alle mindst én gang i livet får mulighed for at opleve. Det er hårdt arbejde og det er mange timers arbejde der ligger bag over mange måneder, men de største gaver er ikke noget, der kommer gratis. Det er den bedste gave jeg har givet mig selv og set i hvor mange timer der ligger bag tør jeg ikke tænke på, hvor dyr den har været, men penge har ingen relevans i den henseende.
 
For mig står det nu fuldstændigt klart, hvor ærgeligt jeg synes det er, når man siger, det er en kliché at "alting ikke kan gøres op i penge." Det får det til at lyde negativt og forkert. Sandheden er, at det jeg tager ud af Melfar 24 weekenden er alle de oplevelser den indeholdt. Den følelse af tilfredshed og stolthed, som jeg nu ved at jeg ikke oplever ellers fordi jeg sammen med resten af det danske samfund er fokuseret på det materielle. At opleve, at man finder sammen med nogle kanon mennesker som Mekanikeren og Maleren til at fortsætte selvom man har ondt eller se venner og familie heppe på én selvom man kunne blive overhalet af en 5-årig på hans første trehjulet cykel har intet med penge at gøre, men det tilgodeser en side af mig selv som jeg har overset og måske endda lukket øjnene for. Jeg kan sige med en ærlighed som jeg ikke tror jeg har kendt før, at jeg gav alt hvad jeg havde i mig og jeg blev mødt med en medmenneskelighed fra mine nærmeste som vil give mig meget mere end den hjemmebiograf jeg har gået og plaget Suzanne om i flere år.
 
Til alle der læser: Prøv jer selv af. Find jeres grænser og tag et skridt hen over dem. Hav dem, der betyder mest for jer omkring jer mens I gør det. I vil ikke fortryde det.
 
Jeg vil lave endnu en artikel omkring, hvad der skete efter cyklen blev stillet. 
 

 
 

Status for indsamling:

27.457 kr