Støt Nyreforeningen

Støt og få reklameplads

Fri Søren Cykler

 

Ultracykling.dk

Cykeltur d.30.05.2010
Skrevet af Administrator   
Søndag, 30 Maj 2010 21:14

Det har været lidt svært at holde motivationen her på det seneste. De sidste to uger har været præget af at turene var mere af pligt end af lyst. Fornemmelse af at glæde sig til at skulle ud på cyklen blot fordi det er godt vejr er langt væk. Det er en kedelig udvikling, men med så mange kilometer ved jeg ikke helt, hvorfor jeg havde forventet mig andet. Det kan ikke være naturlig glæde det hele nogle gange må jeg bare bide tingene i mig og fuldføre selvom det ikke er rart. Det gør jo ikke ondt, men der er en pris jeg skal betale og det skal betales uanset om det er sjovt eller ej. Det er prisen ved at ville opnå sit mål.
 
Jeg sad meget idag og tænkte over, hvad jeg har fået ud af det her projekt og hvorfor det måske har været svært på det seneste. Min træning har været hæmmet af vejret og det meget sne vi har fået. Det vil betyde, at jeg for alvor først kom ud på landevejen i april måned. Min træning i april og maj måned har til gengæld været intensiv også meget mere end jeg nogen sinde har præsteret. For de to måneder alene har jeg kørt over 220 km. mere end jeg gjorde hele sidste år. Og det er selvom maj måned har været den koldeste måned i 14 år, med 20 % mindre sol end vanligt og 35 % mere regn. 
 
Jeg har lært meget om det at fortsætte selvom man ikke gider og hellere ville sidde på sofaen og se fjernsyn. Jeg har meget at lære om at spise rigtigt når jeg cykler langt, men jeg har også lært en masse. Også om, at spotte de spæde signaler kroppen udsender, som jeg med fordel kan reagere på. Jeg synes jeg var i god form sidste år, men jeg ved, jeg er i bedre form på nuværende tidspunkt. Efter turen i dag føles det måske ikke helt sådan, men det ved jeg, jeg er. Og jeg har tabt mig så jeg næsten er der, hvor jeg gerne vil være. Det er jeg faktisk når jeg har trænet, men det er jo lidt snyd i forhold til det væsketab jeg hurtigt erstatter.
 
Det er lidt vemodigt at have kørt den sidste lange træningstur før Melfar løbet. Det er lidt uvirkeligt at forholde sig til. Det har hele tiden været "om lang tid", men nu er det i næste weekend. Jeg kan med ro i sjælen sige, at jeg har forberedt mig næsten så godt som muligt. Den manglende motivation i de sidste to uger har betydet færre kilometer end jeg havde planlagt, men jeg tror ærligt talt, at det er mere udtryk for, hvor langt jeg er kommet og at jeg også skal give mig selv plads til lige at "indhente" mig selv både fysisk og psykisk.
 
Der er egentligt ikke meget at sige om dagens tur. Det var 122 km. hvor vind, som sædvanligt havde sit at skulle have sagt, men jeg kompenserede ved at kører igennem Almindingen på anden runde.
 
Vejrudsigten ser godt ud til næste weekend. Jeg håber den holder og at der er mange der kommer ud og bakker op omkring turen. Alle inviteres til at ligge søndag formiddag på Fyn og heppe på sikkert meget trætte cykelryttere. Lyder det ikke bare skægt?

 
 

Status for indsamling:

27.457 kr